Kultur

Viet Cong

53944b3f


Jeg har hørt Viet Congs nyeste album, som de selv ligger navn til, utilgiveligt meget de sidste par dage. Det er dejligt larmende. Det er fyldt med fængende beats og poetiske ord. Jeg finder mig selv i en form for trance, når jeg lytter til det. Jeg bliver lukket ind i en ultimativ lydbobbel, og kommer først ud når albummet er slut. Forleden skrev jeg om, hvordan musik kan tage en tilbage til et sted eller en følelse. Det her album omfavner mig, men på en lidt anden måde. Det lyder så velkendt det hele, som om jeg har hørt musikken hele mit liv eller sådan noget. Måske har albummet bare en eller anden essens af noget, jeg også har. Hvem ved?


Viet Cong (i øvrigt et liiiidt upassende navn) udspringer i øvrigt fra bandet Women, som også har et par rigtig gode albums i bagen – meget, meget rocket meget af det. Tungt i det. Men godt. Anyways. Åbenbart forsvandt Women lige pludselig, men man fandt senere ud af, at det skyldes at guitaristen i bandet desværre gik bort.

Begge bands er virkelig et lyt værd.

Brutal Summer


Det sker efterhånden sjældent, at musik giver mig et sug i maven. Altså sådan virkelig sidder der fra første guitarriff. Men det skete altså i går, da jeg lyttede til det nye danske band, The Entrepreneurs. Der er noget frigjort, vildt over musikken, samtidig med at teksten skriger hjerter/smerte. Sårbarheden tiltalte mig rigtig meget, og den føltes ægte i den kraftige lydbølge, den blev leveret i. Den slags bølger, der slår en omkuld, og man ruller under vandet, rammer strandbunden, det gør lidt ondt, men når du endelig kommer op til overfladen, føler du dig stærkere og klogere. Bare en lille smule i hvert fald.
Det bedste jeg vidste som barn, når vi var på vores årlige campingferie i Norditalian, var når vi kom til en strand med kæmpebølger. Jeg ville stå i vandkanten med store øjne, og min far i hånden. Og så kastede vi os ind i dem med al vores kraft og energi. Dét minder sangen mig om. Når musik kommer til at projektere så tydelige øjebliksbilleder, tror jeg, at det har ramt rigtigt.

Læst: Freedom af Jonathan Franzen

IMG_8378
Okay, jeg ved godt, at jeg er håbløst bagud med denne her moppedreng. Den var the talk for the town for et par år siden, hvor jeg åbenbart valgte at holde mig for ørene og læse hvem-ved-hvad i stedet. I hvert fald blev den læst for et par uger siden. (Må jeg lige tilføje, at jeg er rigtig stolt af mig selv fortiden, fordi jeg får læst så meget!). Hvis du også holdt dig for ørene for et par år siden, kan jeg fortælle dig, at bogen handler om en almindelig amerikansk familie fra midtvesten af det store land. Meget gennemsnitlig. Bogen zoomer ind på hvert familiemedlem, og lader læseren forstå familieforholdet. Men også dét der kom før “familie”. Man siger, at der altid er to sider til en historie. I denne her er der altså lige knap fem. Derfor skal man nogle gange holde tungen lige i munden, for liiige at følge med i hvem der nu fortæller historien.

Men man lærer familien at kende – på godt og ondt. Føler en genkendelse i mange af de tanker og kvaler alle parterne går rundt med. Temaet for bogen er naturligvis frihed, og det bliver udforsket på flere måder. Jeg synes især, jeg opfangede en hvis frigørelse fra familie, at skabe sin egen vej og ikke leve op til forventninger skabt af andre, men af en selv. Ret spændende og meget relevant – for alle mennesker vil jeg tro. I hvert fald fik den mig til at tænke, at man nok aldrig stopper med at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og ens valg. Al den tvivl man dagligt kan rende rundt med, og man ville ønske bare stoppede – men på en eller anden måde gav det mig en form for ro, da bogen fik mig til at tænke: måske er det ok at det ikke stopper. For hvis man ikke revurdere og ser tilbage, hvordan ved man så om man går den rigtige vej?
Bogen handler om liv – fra start til slut. Og så længe der er liv, er der valg og fravalg. Og der er frihed.

field day 2015

En af mine store planer inden jeg flyttede til London var at gå til koncerter hele tiden. Fra jeg var 13-16 år, gik jeg jævnligt til koncerter – gerne flere gange om måneden. Men så kom gymnasiet med fester og andre vennegrupper, og så faldt jeg ligesom lidt fra den. Jeg går stadig til koncert i ny og næ, men jeg vil virkelig gerne blive bedre til det. For det er noget helt særligt, at stå der og lytte, føle og se. I det nostalgiske humør jeg befandt mig i i dag, besluttede jeg – lidt impulsivt – at købe billet til weekend festivallen Field Day her i London. Jeg skal kun derhen søndag, men hvilken søndag det bliver.

Jeg skal selvfølgelig se et af mine idoler, Patti Smith, optræde. Hun spiller hele Horses albummet. Dét glæder jeg mig til.

Jeg skal danse i solen til Allah-Las

Jeg skal dovne i solen, mens jeg lytter til en af mine favoritkunstnere her i 2015, Mac Demarco

Jeg ville rigtig gerne se Hookworms – men de spiller samtidig med Patti Smith. Jeg håber, at jeg måske kan fange det sidste af koncerten alligevel.

Bad Breeding er et punk band, som min ven har anbefalet mig. Umiddelbart gør jeg mig ikke så meget i dén genrer, men jeg har planer om at lægge vejen forbi deres koncert alligevel.